Det hele startede i sensommeren 2009, da jeg iagttog et tri-stævne i Blovstrød. Det så rigtig sjovt ud - måske lige på nær det der med at cykle i vådt badetøj ;-)

Jeg har løbet en del år, men aldrig cyklet. Da jeg lærte at svømme var det brystsvømning og ikke crawl. Heldigvis har jeg læst et sted, at man kan lære at crawle på 1 år, derfor tænkte jeg også, at en Ironman måtte være inden for rækkevidde. Således opstemt startede jeg i SigmaTri i november 2009.

Min forestilling om, hvor let det måtte være at lære at crawle, blev hurtigt sat ind i det rette perspektiv. Ved det første svømme-pas fik jeg kamp til stregen. 12 m crawl var ganske enkelt lige i overkanten - hold da op! Siden da har jeg trænet og trænet, og er blevet helt anderledes ydmyg over for svømme-disciplinen.

Juni 2010 deltog jeg i et tri-stævne på OL distancen i Hamburg. Jeg tilbagelade de 1.500 m i Alstersøen ved at svømme brystsvømning. Selvom jeg altså ikke crawlede, var det en stor sejer for mig, og den gav mig troen på, at det godt kan lade sig gøre at træne sig op til at svømme 3.800 m - crawl eller ikke crawl. Dagen inden Challenge Copenhagen 2010 tilmeldte jeg mig Challenge Copenhagen 2011. Det forpligter.

Forudsætningen for at gennemføre en ironman er træning, træning og atter træning. Men spørgsmålet om hvilken træning, hvordan og hvor meget, pressede sig hurtigt på. Johnny foreslog, at jeg kunne bruge hans træningsprogram fra CC. Imidlertid følte jeg, at et træningsprogram udviklet til en toptrimmet jernmand, snarere ville slå mig halvt ihjel, end bringe mig i form. Mit udgangspunkt var trods alt aspirantens. Derfor rettede jeg henvendelse til Danish Sportsacademy, som skulle hjælpe mig med at udvikle et træningsprogram, der matchede mine 'kundskaber'.

Januar 2011 fik jeg testet min fysiske formåen. Testen bestod af en cykel- og løbetest.

Cykeltesten afdækkede min udholdenhed, altså hvor stor en arbejdsbelastning jeg er i stand til at opretholde over længere tid, inden mine muskler syrer til (blodlaktat). Udholdenhed bliver målt objektivt gennem blodprøver, der afslører mængden af laktat i blodet, samt subjektivt som en vurdering af arbejdsbelastningen målt på Borg skalaen.

Løbetesten bidrog til at måle mit kondital, der er den maksimale iltoptagelse per kilo per minut. I modsætning til cykeltesten er det her meningen, at man skal løbe sig HELT ud, pyha... Det var bare super hårdt, men også sjovt.

Testresultatet var som forventet. Jeg er ikke længere helt så udholden, som jeg har været ifølge en tidligere test. Udholdenheden styrkes ved lange rolige ture, samt lange intervaller med korte pauser. Min maksimale iltoptagelse per kg per minut var også faldet. For at forbedre den skal jeg øge min træningsmængde og have flere hårde korte intervaller med pauser. Min arbejdsøkonomi, altså hvordan jeg bruger min ilt, kan også forbedres. Det opnår jeg ved at øge træningsmængde og have bakkeintervaller.

Konklusionen er, at selvom jeg har trænet mange timer, har jeg bare ikke været effektiv nok. Øv, øv. Det positive er, at jeg nu har så fået lavet et træningsprogram, der tager afsæt i min nuværende kapacitet. Programmet er lavet, så jeg følger træningen i klubben, og selv supplerer. Det er bygget op i perioder af 4 uger. 3 uger med stigende mængde/intensitet herefter en restitutionsuge med lavere træningsmængde.

I skrivende stund er jeg i 4 uge :-) Jeg har svømmet og løbet 3 gange om ugen. Cykling er suppleret med spinning, og jeg er begyndt at cykle på arbejde. Har jeg tid, kører jeg en omvej hjem. Vejret har dog sat nogen begrænsninger.

Det har været rart at komme ”rigtigt” i gang. Udover selve træningen har jeg brugt en del tid på at studere skemaer og planer, skrive og tælle minutter – totalt nørdet ;-).

Mit mål for den næste periode må være at give den ordentlig gas uden at pive, og så komme op på siden af de hurtige piger...

Anita Thoning